fredag den 14. marts 2014

Rufus Wainwright i Musikhuset Aarhus - 13. marts 2014

Både Rufus og mand er hotte - måske forklarer det hans store og trofaste danske følge? Manden hedder i øvrigt Jörn Weisbrodt - så jeg kalder ham altså Bager-Jørgen fra nu af.

I går aftes var min bedre halvdel og jeg i Musikhuset Aarhus og se Rufus Wainwright. Det blev en aften i monotoniens og middelmådighedens tegn - med pil nedad.

Det positive først:
Koncerten var gratis, fordi jeg deltog i en konkurrence på Musikhusets Facebook-side - jeg vandt foran 318 andre, så alt kan ske. Jeg vil i hvert fald anbefale jer at like både Musikhusets og andre kulturinstitutioners sider på Facebook - der er tit mulighed for at vinde gratis kulturoplevelser, og så er der jo råd til en G & T (okay, fadøl) ekstra, ikke?

Opvarmningen - i form af søsteren Lucy - var god. Hun var sød, sjov og velsyngende. Og man kunne høre de ord, hun sang (mere om  - eller faktisk mindre om - det længere nede). Højdepunktet var en inderlig og nøgen udgave af Robyns 'Call Your Girlfriend'. Fantastisk sang.

Og så er lyden og siddekomforten i Musikhusets Store Sal altså bare fremragende. Elsker at være til koncert der!

Det negative:
Det er nu anden gang, jeg ser Rufus in concert. Jeg så ham sidste år på Værket i Randers. Dengang med band. Denne gang var det ham og en vekslen mellem piano og guitar (og søster Lucy med på et par numre - 'klædt ud' som Liza Minnelli = tåkrummende). Begge gange var opvarmningen bedre - med Adam Cohen (yes, søn af DEN Cohen) som et højdepunkt i Randers.

Jeg er simpelthen nødt til at konkludere, at det er fordi, Rufus er frygtelig. Han er kedelig, hans sange lyder overvejende ens, og hans diktion er dårlig. Så dårlig, at jeg faktisk ikke rigtig kan forstå, hvad hans sange handler om. Og så har jeg altså svært ved at komme ind under huden på en kunstner.

En anden mulig konklusion er selvfølgelig, at jeg er en idiot og bare ikke forstår hans geni. Her vil jeg dog lige indskyde, at min kærestes minianmeldelse af koncerten var, at det var den dårligste professionelle rytmiske koncertoplevelse, hun nogensinde har haft. Og hun har eddermame set noget rigtigt braller på diverse festivaler i sin tid.  

Jeg synes faktisk heller ikke, at han var videre charmerende. Ret meget af hans snak til publikum gik på at forsøge at rejse penge - enten til sin afdøde mors fond, hvor pengene går til cancerforskning = godt formål, eller til at rejse penge til en opera, han selv arbejder på = mindre godt formål.

Han spillede nemlig en sang fra sin (måske) kommende opera. Sangen var ikke særlig opera-agtig. Og dårlig. Og på fransk. Blandingen af mit elendige sprogøre og Rufus' ditto diktion fik det ca. til at lyde sådan her:



Den synes jeg ikke, at I skal give penge til. Men det bestemmer I selvfølgelig selv. Jeg giver dog lige præcis nul kroner. Og jeg tager aldrig til koncert med Rufus igen. Heller ikke, hvis jeg får muligheden for at vinde billetterne i en konkurrence. Andre - mere værdigt trængende - får lov at komme til der.

P.S.:
For en god ordens skyld skal det nævnes, at vi gik under ekstranummer 1 - så måske endte han med - mod alle odds - at levere verdens bedste koncert. Meeeeeeeeen jeg tvivler. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar