Min meme-ning om '1864'

Bornedals fortællestil:

#youmusthavefailed

(Type)castingen:

Patriarken:

Det eksotiske element:

Skuespillet:

Overspiller? Hvem, mig?

Kærlighedstrekanten:

 

Hvad jeg forventer:

Hvad jeg føler:

De overnaturlige elementer:

Og fungerede det sådan rigtigt med la Cour?

Billederne:

Min overordnede oplevelse:

 

SPOT FESTIVAL 2014

Jeg elsker Spot Festival. There, I said it. Jeg opdagede først festivalen i en moden alder, hvorfor i år kun er min tredje gang. I 2012 indebar det et par timers liveradio nede fra Godsbanen; sidste år indebar det en rolle som mere rapporterende journalist, som jeg (og delvist min makker) dumpede med et brag. I år var vi betalende gæster, og vi fik absolut value for money og havde det skideskægt!

Det fede ved Spot er formen på festivalen. Den er fucking fortrinlig. Korte (og mange) koncerter i gåafstand fra hinanden, mulighed for at shoppe lidt rundt og lade sig inspirere, samt naturligvis årets bedste undskyldning for at gå med solbriller inden døre. Jeg kan med andre ord anbefale alle at prøve det bare én gang i deres liv.

Den officielle SPOT-uniform.

Her følger et kort resumé af høj- og lavpunkter fra min festival og dermed forhåbentlig et par bud på kommende musikalske kærlighedsforhold til jer, kære læsere.

Fredag:

Bosses will be bosses.

Min kammerat Mikkel og jeg startede dagen med en ølbajer, komplimenter til hinandens generelle awesomeness/påklædning og med at lægge en plan for dagen.

Vi lagde ud med at se en kort dokumentar om Peter Sommer på Åbne Scene på Godsbanen. Efter filmen forkælede hovedpersonen os med 5-6 numre, og manner, hvor er hans stemme bare af en anden verden! 

SCC

Efter Hr. Sommer var det dog tid til at stå lidt op og rock out with our c.... out. Derfor valgt faldet på det danske band Lovespeed som næste koncertoplevelse. Denne koncert foregik på en af scenerne i Scandinavian Congress Center (SCC), som SPOT har benyttet de sidste to år. Lyden er ikke altid prangende; men til gengæld er der god plads til at stå og lytte, hoppe, hvis man er til det, og generelt bare tage musikken ind.
Med hensyn til bandet, så var de hamrende fede og affødte følgende FB-update fra undertegnede undervejs:

I lighed med Tøffe, Robbie og Edith Piaf fortryder jeg intet, men da denne kommentar inkl. et 'tag' på forsangeren tikkede ind, overvejede jeg nu alligevel et kort øjeblik at slette min post:

Men så igen: Jeg var sgu da til musikfestival. Rock'n'roll!

Undervejs havde vi fået følgeskab af både flere tørstige og musikkyndige sjæle, samt min kusine Zofie på 19. En rockstjerninde in spe:

Grundet sin store modenhed passede hun som fod i hose til vores gruppe af mere eller afdankede verdensmænd (og hun tog et uhyre VIGTIGT billede af sin fætter - men mere om det længere nede).

Musikhuset

Musikhuset Aarhus' Lille Sal var den perfekte ramme for den smukke svensk-japanske singer/songwriter Sumie. Fantastisk stemme. Liiiiidt langsomt og (til tider) kedeligt for min smag, men andre i gruppen syntes, at hun var aldeles perfekt. 

Efter denne vellykkede ekskursion forvildede vi os senere ind til en gedigen omgang svensk skrige punk-rock på Filuren - det var imponerende. Imponerende dårligt. 

SCC

Tilbage i SCC gav vi bandet Julias Moon en chance. De er primært kendt for radiohittet 'Bay', som virkelig er en lækker og ualmindeligt catchy sang. Men resten af koncerten var altså en anelse kedelig. Det var simpelthen for pænt og poleret.

Pænhed kan man til gengæld ikke beskylde Reptile Youth for! 

Måske landets mest rockstjerne-agtige rockstjerne pt. Læs fx denne artikel fra Politiken i anledning af hans 30-års fødselsdag.

De er støjende, melodiske, energiske og et helt igennem fantastisk live-band. Forsanger Mads Damsgaard Kristensen er det naturlige centrum. Manner, hvor kan den mand både synge og bruge/ødelægge sig selv (med sin ekstremt hasarderede stage-diving). Om han vil det eller ej, minder hans gebærden sig på scenen efter min mening lidt om legendariske Michael Hutchence fra dengang, INXS var verdens måske største band. Men måske skyldes det bare håret...

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med bandet, så start med 'Speeddance'. 

Lørdag

Dag 2 startede med lidt øl, biksemad og dasen i sollyset.

Livet ER altså ikke det værste, man har!

 Voxhall

Herefter gik turen hen på det dejlige spillested Voxhall for at høre bandet The White Album. Bandet har dels været opvarmning for Kashmir på deres seneste turné, dels forpligter deres navn jo en anelse; i hvert fald hvis ens publikum består af hardcore Beatles-fans som denne blogger. 

Nuvel. Det var ikke en dårlig koncert. Det var bare folk-music på den der lidt melankolsk-kedelige måde, som ganske givet maner til besindighed og refleksion, men sateme ikke er særligt underholdende at overvære live. Hør dem på plade i stedet. 

SCC

Til gengæld var næste koncert mit personlige højdepunkt fra årets SPOT. Bandet The Awesome Welles blæste mig fuldstændig helt og aldeles omkuld! 

Bandets forsanger Adam Allen er en kommende kæmpestjerne. Ud over en superfed stemme har han en skøn dualitet i sit udtryk, hvor han det ene øjeblik er en bebrillet Simon Emil-agtig type, for det næste at smide brillerne og være en regulær BOSS.

Atlas

Efter denne optur af enorme dimensioner drog vi tilbage mod Voxhall, nærmere bestemt deres søsterscene Atlas, høje på humør og alkohol. Målet var en koncert med heavybandet The Malpractice, og midlet var sprut, smøger og fede foto-locations. Se selv:

De andre døbte os 'Pygmæen & Stankelbenet'. Hvad kan jeg sige, andet end: #hatersgonnahate 

Og ja, det her skete:

Hvor tit sker det lige, at motivet til verdens potentielt fedeste pladecover åbenbarer sig? Tak til kusine Zofie for at spotte denne enestående mulighed :)

Selve koncerten var til gengæld kedelig noget af et antiklimaks oven på The Awesome Welles. Jeg kunne ikke rigtig hitte ud af, hvad de ville. Det var mere kedeligt end tungt, og mere skingert end larmende. Oh well...

Tilbage i SCC og Musikhuset - This is the end... 

Aftenens sidste del bestod for mit vedkommende af en cocktail bestående af henholdsvis Psyched Up Janis i SCC og Kellermensch i Musikhusets Store Sal. 

Specielt førstnævnte havde jeg glædet mig nærmest uklædeligt meget til. Men det viste sig desværre at være et 90'er-nostalgitrip uden særligt meget substans. Underholdende var det heller ikke rigtigt. Efter 'I Died In My Teens' var jeg derfor den, der var skredet. 

Jeg måtte dog desværre sande, at et par døgns vellevned og intensiv koncertkigning sad i benene; efter 2-3 numre med de esbjergensiske hårdrockere måtte jeg derfor kapitulere og svigte mine brothers and sisters in arms. Hvad de fik resten af festivalen til at gå med, må guderne vide...

Konklusion: 

1) Jeg ææææææælsker SPOT!
2) Jeg kommer tilbage til næste år!

og

3) Hvis man spiser nedenstående til morgenmad for tit, skal man sørge for at dyrke lidt motion.  

Breakfast of champions?

Par-badminton er sjovere end alt!

Hvorfor Netflix er alt for nice - et bud på en top-5

Advarsel: Man kan tit ende med at se noget, man har set (mange gange) før. Pas på med det. Eller omfavn det og vær den bedste nørd, du kan være.

Min blog er desværre ikke læst af nok til, at Netflix gider betale mig for at anbefale dem, men det skal nu ikke afholde mig fra at lave en top-5 over deres udbud for at gøre op med myten om, at der kun ligger l... derinde. 
Håber det vil inspirere dig. Lige meget hvad kan du jo starte med en gratis måned og se, om det er noget for dig. Hvis det er, koster det altså kun 79 slammers om måneden. 

Min top-5 (i absolut vilkårlig rækkefølge)

(Dele af det bedre borgerskab er med garanti lodret uenige i mine kvalitetskriterier; men så må de enten skrive en velbegrundet kommentar eller få deres egen blog at (sk)rive i.)

Veltrænet, much? Jeg får ALTID lyst til at træne som en gal, når jeg ser sådan noget her. Det går heldigvis hurtigt over igen. I biroller kan man i øvrigt nyde fantastiske John Hannah (hvis begravelsestale til vennen/elskeren i Four Weddings and a Funeral måske er det smukkeste, du (gen)ser i dag) og Lucy "Xena" Lawless som et herligt hedonistisk ægtepar, der forsøger at bruge deres gladiatorslaver til egen vinding. 

SPARTACUS

Australsk serie, som kombinerer legenden om gladiatorslaven Spartacus med en grafisk, meget overdreven volds-æstetik á la 300 med et overfladisk politisk lag og intriger, der kun lige og lige når Game of Thrones til tåneglen. Til gengæld overgår denne serie langt GoT i udpenslet nøgenhed og langvarige (langstrakte, faktisk) sexscener. Det er ikke verdens bedste serie, men der er altså et eller andet fascinerende og sært æggende ved vanvittige æreskodekser, total dødsforagt og uhyrligt veltrænede og veldrejede mænd og kvinder. 

Antal sæsoner: 4 (3 fortløbende, 1 prequel (Gods of the Arena - start med den)). De ligger alle på Netflix. 

I første sæson gæsteoptræder geniale Neil Patrick Harris som musiklæreren Wills gamle rival. Deres fejde når sit klimaks i en duet af Aerosmiths klassiker Dream On - og det er f...... fantastisk! Jeg er nødt til at blive venner med den mand...

GLEE

Hadet af ældre, elsket af yngre. Hvorfor jeg i en alder af 31 år kan lide det er måske derfor en lille smule uforståeligt. Har faktisk kun set de 2 første sæsoner, og det er min fornemmelse, at det går noget ned ad bakke efter det. Men de 2 første sæsoner ER altså fede, rørende og meget, meget morsomme. Og så er det her nok den serie, jeg har set, der bedst, modigst og mest vedholdende adresserer emner som mobning, homofobi og - i forlængelse af de to - retten til at være den, man er, og elske den, man vil. Uanset alder. 

Og så må man heller ikke glemme, at serien virkelig forsøger at danne på ungdommen af i dag. Det vil sige, at der for hvert Lady Gaga-afsnit er et, hvor koret kun synger sange fra Fleetwood Macs plade Rumours (lyt og elsk), The Beatles, Bee Gees,  Billy Joel, Springsteen, Jackson, Journey, Queen og en hel masse andre. Det er vigtigt! Og om man kan lide arrangementerne eller ej: de her drenge og piger KAN altså synge. 

Antal sæsoner: 5 indtil videre, heraf er de 3 første tilgængelige på Netflix. 

Frank Underwood er ond. Meget ond. Og vi holder med ham.

HOUSE OF CARDS
Bare se det. Kevin Spacey og Robin Wright er vilde, samvittighedsløse og skyr ingen midler for at nå toppen. Og jeg elsker dem for det. 

Det er for fedt, at Netflix selv producerer serier. Deres Orange Is The New Black kan bestemt også noget. Det er ekstra sejt, at når en ny sæson kommer, ja så kommer der en HEL sæson på én gang! Og jeg har heldigvis HELE sæson 2 af HoC til gode endnu!

Antal sæsoner: 2 indtil videre, hvoraf begge er tilgængelige på Netflix - og kun på Netflix.

Ja, til tider er det sindssygt plat, men det er samtidig også uhyre intelligent politisk og sociokulturel satire. Og så er det jo bare hylende morsomt - i hvert fald fra sæson 3 og frem. Jeg vil også gerne være venner med Seth MacFarlane (hjernen og stemmen bag)...

FAMILY GUY
Jo mere jeg ser af det her, jo mere føler jeg, at det er bedre end The Simpsons. Men det skyldes måske, at jeg har set det her ret intensivt det seneste stykke tid, mens jeg har set så meget af Homer og co. igennem årene, at jeg næsten altid instinktivt zapper væk nu til dags. I virkeligheden behøver man ikke vælge. Begge dele er forrygende godt. Hvis du er en total noob i forhold til begge, så gør dig dig selv den tjeneste at starte en 3-4 sæsoner inde, hvor animationerne og jokesene begynder at sidde i skabet.  

Antal sæsoner: 12 indtil videre, heraf er sæson 4-9 tilgængelige på Netflix.

Det her er måske verdens bedste film. Og for én gangs skyld er den danske titel perfekt.

ROMANCING THE STONE / NU GÅR DEN VILDE SKATTEJAGT

I virkeligheden ville jeg have skrevet Modern Family, Breaking Bad, Sherlock, How I Met Your Mother eller andre genistreger som fx Aziz Ansaris stand-up shows her.

Men der ligger også en masse film og venter på Netflix. Og af dem er denne efterhånden 30 år gamle klassiker måske den bedste. Okay, måske er det ikke den bedste film. Men det er min yndlingsfilm. Michael Douglas, Kathleen Turner og Danny DeVito er aldeles vidunderlige, mens de er på jagt efter en smaragd i et Columbia, der på alle tænkelige og politisk ukorrekte måder fremstilles som røven af bananrepublikkernes 4. division. Se den. Og se den så igen.

Hvis du ikke gider Netflix, kan du jo altid overveje HBO Nordic (de har Game of Thrones!!! Og The Sopranos!!! Og alt muligt andet genialt!!!), Viaplay eller noget helt fjerde. Sean Penn fra 1999 og jeg kan anbefale det på det varmeste.

P.S.: Husk at gå i teatret. Ligegyldigt hvor, bare du gør det. Og læs bøger. Mange af dem.  

Rufus Wainwright i Musikhuset Aarhus - 13. marts 2014

Både Rufus og mand er hotte - måske forklarer det hans store og trofaste danske følge? Manden hedder i øvrigt Jörn Weisbrodt - så jeg kalder ham altså Bager-Jørgen fra nu af.

I går aftes var min bedre halvdel og jeg i Musikhuset Aarhus og se Rufus Wainwright. Det blev en aften i monotoniens og middelmådighedens tegn - med pil nedad.

Det positive først:
Koncerten var gratis, fordi jeg deltog i en konkurrence på Musikhusets Facebook-side - jeg vandt foran 318 andre, så alt kan ske. Jeg vil i hvert fald anbefale jer at like både Musikhusets og andre kulturinstitutioners sider på Facebook - der er tit mulighed for at vinde gratis kulturoplevelser, og så er der jo råd til en G & T (okay, fadøl) ekstra, ikke?

Opvarmningen - i form af søsteren Lucy - var god. Hun var sød, sjov og velsyngende. Og man kunne høre de ord, hun sang (mere om  - eller faktisk mindre om - det længere nede). Højdepunktet var en inderlig og nøgen udgave af Robyns 'Call Your Girlfriend'. Fantastisk sang.

Og så er lyden og siddekomforten i Musikhusets Store Sal altså bare fremragende. Elsker at være til koncert der!

Det negative:
Det er nu anden gang, jeg ser Rufus in concert. Jeg så ham sidste år på Værket i Randers. Dengang med band. Denne gang var det ham og en vekslen mellem piano og guitar (og søster Lucy med på et par numre - 'klædt ud' som Liza Minnelli = tåkrummende). Begge gange var opvarmningen bedre - med Adam Cohen (yes, søn af DEN Cohen) som et højdepunkt i Randers.

Jeg er simpelthen nødt til at konkludere, at det er fordi, Rufus er frygtelig. Han er kedelig, hans sange lyder overvejende ens, og hans diktion er dårlig. Så dårlig, at jeg faktisk ikke rigtig kan forstå, hvad hans sange handler om. Og så har jeg altså svært ved at komme ind under huden på en kunstner.

En anden mulig konklusion er selvfølgelig, at jeg er en idiot og bare ikke forstår hans geni. Her vil jeg dog lige indskyde, at min kærestes minianmeldelse af koncerten var, at det var den dårligste professionelle rytmiske koncertoplevelse, hun nogensinde har haft. Og hun har eddermame set noget rigtigt braller på diverse festivaler i sin tid.  

Jeg synes faktisk heller ikke, at han var videre charmerende. Ret meget af hans snak til publikum gik på at forsøge at rejse penge - enten til sin afdøde mors fond, hvor pengene går til cancerforskning = godt formål, eller til at rejse penge til en opera, han selv arbejder på = mindre godt formål.

Han spillede nemlig en sang fra sin (måske) kommende opera. Sangen var ikke særlig opera-agtig. Og dårlig. Og på fransk. Blandingen af mit elendige sprogøre og Rufus' ditto diktion fik det ca. til at lyde sådan her:

Den synes jeg ikke, at I skal give penge til. Men det bestemmer I selvfølgelig selv. Jeg giver dog lige præcis nul kroner. Og jeg tager aldrig til koncert med Rufus igen. Heller ikke, hvis jeg får muligheden for at vinde billetterne i en konkurrence. Andre - mere værdigt trængende - får lov at komme til der.

P.S.:
For en god ordens skyld skal det nævnes, at vi gik under ekstranummer 1 - så måske endte han med - mod alle odds - at levere verdens bedste koncert. Meeeeeeeeen jeg tvivler. 

AMERICAN HUSTLE TILHØRER TØSERNE

Vi er rige. Og berømte. Og hotte. På nær mig i midten. Lige nu (stupid method acting). 

Tøserne er i dette tilfælde Amy Adams og Jennifer Lawrence. De er begge to fremragende. Ikke at det overrasker, for hvornår var de sidst dårlige? De har begge brilleret i instruktør David O. Russells seneste film; Adams i 'The Fighter', Lawrence (J-Law blandt venner. Og mig) i 'Silver Linings Playbook'. Bale og Cooper var ligeledes med i disse. De Niro ligeså, så det begynder at lugte af et ensemble af en art. 
Desværre når 'American Hustle' ikke op på forgængernes høje niveau. Det gør den ikke, fordi:

- Den vil være en svindlerkomedie. Men den har slet, slet ikke nok overraskende plot-twists. Se 'Sidste Stik' i stedet og fald bagover af lykke, glæde og beundring.
- Dens hovedpersoner er hverken specielt kløgtige eller sympativækkende (man har fx mere sympati for Frank Underwood i 'House of Cards'). Jeremy Renners korrupte politiker er dog (det sidste).
- Bradley Cooper overspiller på det heftigste. Det behøver han ikke.
- Christian Bale er næsten altid fænomenal. Her er han okay. Men også lidt irriterende. Og man køber sgu ikke helt præcissen om, at FBI ville risikere så mange penge på et scam orkestreret af så lille en fisk som ham.

Højdepunkterne er: Lydbilledet. Kostumerne. Opbygningen af et potentielt masterful plot - som så desværre ikke materialiserer sig i en effektiv afslutning, hvor man bagefter sidder og tænker: 'Hvad fanden skete der lige der - I DID not see that one coming!' Det havde filmen og publikum fortjent.

Og så selvfølgelig de førnævnte aktricer. De er sjove, smukke og helt uhyrligt velspillende. De vandt begge en Golden Globe (for hhv. Bedste Kvindelige Hovedrolle i en comedy/musical og Bedste Kvindelige Birolle) - men til Oscarshowet bliver de forbigået. Det gør nu ikke spor. De kommer til at sidde tungt på Hollywood de næste mange år, og Adams skal vinde sin første for en bedre film, og J-Law (jep, I went there) skal vinde sin anden (første var for hovedrollen i 'Silver Linings...') for en film, der også vinder prisen for Bedste Film. Sådan cementerer man sin legendestatus. 

Konklusion: Det er ikke en dårlig film. Men brug pengene på at se en anden i biffen og fang den på Netflix om et år. Og forbered dig på, at den på ingen måde kan leve op til hypen.

'Yeah bitch, we own this town', sagde J-Law til Amy, da sidstnævnte vandt sin Golden Globe. Okay, løgn. Men det gør ikke udsagnet mindre sandt.