Northside Festival 2013 - historien om en elendig festivalgænger

Sidste weekends Northside Festival beviste desværre til fulde, at der er en grund til, at jeg ikke har været på Roskilde Festival siden 2004 (hvor David Bowie meldte afbud i sidste øjeblik), og at de sidste mange år kun har været viet til rytmiske koncerter med store navne, et par én-dages ture til Smukfest samt to år på SPOT Festival - som er dejlig kort og tæt på min lejlighed (mums!).            

Det startede ellers godt. Der var kølig hvidvin i glasset, kolde Ceres Top i køleren, og jeg fandt outfittet fra seneste SPOT frem igen:

Mig og min medvært Mikkel fra de legendariske radiodage. På rigtig pseudo-hipstermanér har billedet selvfølgelig været en tur igennem Instagram.

Min kæreste Iben og jeg kom derud, og alt var hyggeligt. Vi fik mødt nogle forskellige folk, drukket nogle øl og Tempt Cider (bare fordi), hørte Love Shop og go'e gamle Kaizers Orchestra. Vi hyggede lidt mere, drak lidt mere, spiste nogle ok lækre 'Nordiske Hotdogs' og havde endda overskud til at nyde en kop kaffe...

...men så ramte både min bedre halvdel og jeg muren. Muren var i dette tilfælde en blanding af kuldskærhed, træthed og komplet og helt og aldeles udtalt ligegyldighed over for de bands, der ventede på programmet resten af fredagen. Vi kæmpede os igennem det irske band Keane, men efter det var der udsolgt. Vi smuttede hjem i en taxa og faldt i søvn på sofaen til noget så højaktuelt og vedkommende som det allerførste afsnit af Sommer i Sunny Beach. 

Imens kunne resten af publikum nyde bands som The Knife, Nephew og Spleen United. Suk...

Og det blev værre...

...for lørdagen bød på et ordentligt regnskyl om eftermiddagen, hvilket betød, at dagen blev tilbragt på sofaen med tv-serien Glee, inden vi havde en middagsaftale med vores fantastiske venner fra byens homomiljø om aftenen. Jeg formåede dog at komme ud på festivalpladsen omkring kl. 22.30, hvilket betød, at jeg gik glip af festivalens absolutte hovednavn: 

Nick Cave & The Bad Seeds

Nick spekulerer på, hvordan det føles IKKE at få 5- og 6-stjernede anmeldelser. Det finder han næppe nogensinde ud af...

                                                               
This legendary dude? Den koncert fik jeg ikke lige set... (til mit forsvar skal det dog siges, at jeg havde fornøjelsen af ham på Roskilde Festival i 2002 - fordi jeg er gammel...)

Resten af aftenen gik med at finde folk, der tilsyneladende ikke ville findes, samt en Shaka Loveless-koncert - alene! Heldigvis endte aftenen/natten på G-Bar, hvor min kæreste og de fabelagtige bøsser var taget ned for at danse. Jeg elsker sgu det sted - føler mig som en bedre danser og en smukkere mand dernede :-)

Søndag var revanchetid - øh, not!    

Vejret var stadig lidt smådårligt, tømmermændene ikke helt små, og sofaen og Glee lokkede igen. Vi tog os dog sammen og kom ud på pladsen omkring kl. 19.30 og nåede således at se brudstykker af bl.a. Arctic Monkeys og Fallulah, som jo spiller 900 gange om året rundt omkring i Danmark. Man kunne måske have prioriteret anderledes, for vi var i hvert fald så tappet for energi og (igen) så kuldskære, at vi missede festivalens andet helt store hovednavn:

Portishead

Vi er måske gamle, men ALLE i verden elsker os...

Portishead fik helt fænomenale anmeldelser af deres koncert på NS13 - hvad jeg ville give den? Aner det ikke; jeg smuttede hjem en halv time før, koncerten begyndte... Til mit forsvar skal det dog her siges, at de spillede sent søndag aften - efter kl. 22, i hvert fald (uhh, mega sent) - og, at det var koldt. Gud, hvor er jeg gammel...    

Vi fik dog set lidt af de her fyres koncert:

Band of Horses 

I could sleep, I could sleeeeee-eee-eeep! Så er vi to - flot skæg, dog...

Inden vi tog derud, nævnte jeg Band of Horses som et band, jeg egentlig godt kan lide. Min smukke og awesome kæreste synes derimod, at de er vanvittigt ensformige i deres lyd, og lige en tand for indie-/country-deprimerede. Efter at have set dem live er jeg sgu desværre lidt enig. Det var ikke synderligt imponerende - faktisk ret kedeligt. Og det var koldt, og lyden forsvandt pænt meget i vinden (Metusalem er tilsyneladende en fucking youngster i forhold til mig!)

Op på hesten igen (pun!)

Her til sidst vil jeg gerne understrege, at jeg har kæmpe respekt for det arrangement, Northside Festival efterhånden har udviklet sig til. Det er så godt gået og vidner om, at det er dygtige folk, der styrer organisationen. Bare fordi jeg er ældre end verden og åbenbart er ude af stand til at klæde mig på efter vejret, betyder det ikke, at Aarhus ikke kan være stolt af at have fået banket et relevant og værdigt alternativ til resten af landets festivaler op. Og jeg vil derfor ikke udelukke, at jeg prøver at finde ind til den sidste rest af selvrespekt og giver NS14 et skud om et års tid.

Og nu vi taler om stolthed, kan jeg på falderebet løfte sløret for emnet for mit næste indlæg. Det bliver en anbefaling af Glee kædet sammen med det had til de homoseksuelle, der desværre også findes her i landet. Hvad enten vi snakker på gadeplan eller i redaktionslokalet hos JP i Viby. 

Jeg forventer, at det ligger klar, inden Iben og jeg drager mod Cuba i starten af juli.

Hasta luego.